Sammenlign

En sammenligning vil ofte – men ikke altid – være af tre tekster/artikler, f.eks. ”Sammenlign artikel A1, A2 og A3’s syn på den økonomiske globalisering”.

I en sammenligning skal du gå emnemæssigt frem på tværs af artiklerne. Dvs. du skal ikke redegøre for, hvad der står i de forskellige bilag et bilag ad gangen, men i stedet tage fat i et emne og behandle forskelle og ligheder for alle bilagene. Det er derfor en god ide, at inddrage alle artiklerne allerede i første afsnit af din besvarelse.

Vær opmærksom på at du oftest bliver bedt om at sammenligne et bestemt emne, f.eks.: ”Sammenlign synet på europæisk integration i bilag A1, A2 og A3”. Du skal altså ikke sammenligne alt i bilagene, men kun bilagenes ”syn på europæisk integration”.

”Europæisk integration” kan f.eks. adskilles i politisk og økonomisk integration, og du kan dermed først sammenligne bilagenes syn på økonomisk integration og derefter deres syn på politisk integration.

Du skal inddrage samfundsfaglig viden i din sammenligning (teori og begreber). Specielt spørgsmålet om hvorfra forskellene kommer, skal forklares med samfundsfaglig viden, og vil oftest handle om forskelligt teoretisk eller ideologisk udgangspunkt.

En sammenligning skal altid afsluttes med en opsummering af hovedforskelle og hovedligheder.

Oversigt over sammenligninger:
1.    Sammenlign spørgsmålsformuleringens emne på tværs af bilagene.
2.    Hvordan og hvorfor er forklaringerne forskellige?
3.    Opsummering af hovedforskelle og hovedligheder.
 
Eksempel på opgave og besvarelse
(Bilagene til opgaven kan ikke ses her. Besvarelsen er forkortet.)

Opgave

Sammenlign de opfattelser af den danske velfærdsstats udvikling som kommer til udtryk i bilag A1, A2 og A3.

Besvarelse

Bilag A1 ser problemet i velfærdsstatens udvikling som værende markedsgørelsen af den offentlige sektor, hvilket medfører, at penge og kontrakter bliver afgørende, og fortrænger de bløde værdier. Modsat beskrives i A2, at de ’onde’ kræfter i denne sammenhæng er udviklingen af ”den altfavnende stat”, hvor staten i stigende grad varetager funktioner individet og familien kunne varetage. I A3 beskrives velfærdstatens udvikling ikke i et negativt perspektiv, men derimod som ”den vigtigste – Til sikring af landets konkurrenceevne”.

Bilag A1’s forståelse af velfærdsstatens udvikling kan karakteriseres som socialistisk. Det solidariske fællesskab i den klassiske ”Skandinaviske model”, mener de er den absolut bedste måde at opretholde en ansvarlig stat på, i og med at den frigør fra fattigdom og ufrihed. Dette opponerer Mikkel B. Nielsen i artikel A2, da han mener, at ufriheden netop kommer af, at velfærdsstaten virker som stramme tøjler om det enkelte menneske. Hans syn på velfærdsstaten kan dermed karakteriseres som liberalt, hvilket for eksempel ses i hans udsagn om velfærdsstaten som noget, der befordrer svaghed og fortrænger det personlige ansvar. I den tredje artikel A3, beskriver Ove K. Pedersen, at velfærdsstaten har en rolle, men denne rolle er ”at opbygge individet” med evner til at klare sig selv. Dermed placerer A3 imellem de to andre artikler og kan karakteriseres som socialliberal.

Både bilag A1 og A2 har hentet inspiration fra den tyske sociolog Jürgen Habermas, der i sine teorier beskriver udviklingerne i det senmoderne samfund. A1’s synspunkter er af socialistisk karakter, i og med, at de ønsker at staten skal fungere efter (for at benytter Habermas’ udtryk) livsverdenens principper.
Problemet ligger i, at systemet rationaliserer velfærdsstaten, så den mister sin livsverdensidentitet. Offentlige institutioner skal gebærde sig efter bløde, varme værdier, og ikke efter markedets beregnende, kolde, rationaliserende tankegang som de mener, tendensen er i øjeblikket. Bilag A2 mener, at koloniseringen, altså systemets indgriben i livsverdenen, ikke er sket ved markedets indgriben, men derimod statens indgriben: ”den velfærdsstat der i de sidste halvtreds år har udvidet sin aktionsradius til at omfatte alle aspekter af den menneskelige tilværelse.” Altså at den forfejlede udvikling ligger i institutioner som plejehjem, børnehaver, skoler og A-kassesystemet.

Hovedforskellen i de tre artiklers syn på velfærdsstatens udvikling er dermed at A1 mener, at velfærdsstaten udvikler sig væk fra varme værdier, mens A2 mener, at velfærdsstaten har udviklet sig til at varetage for mange funktioner. Hvor A1 og A2 ser negativt på velfærdsstatens udvikling ser A3 positivt på velfærdsstaten og dens rolle i fremtiden. Disse forskelle i synet på velfærdsstaten skyldes forskellige ideologiske udgangspunkter, og henter for A1’s og A2’s vedkommende inspiration fra Habermas.