Musikvidenskab (KU) / Camilla Ulriksen

Camilla Ulriksen læser Musikvidenskab på KU


Hvornår blev du færdig fra Greve Gymnasium?

Jeg blev student i 2009.

Hvad læser du nu og hvorhenne?

Jeg læser musikvidenskab på Københavns Universitet. Jeg er på mit tredje år og har lige afleveret mit bachelorprojekt. Jeg har den gymnasierettede linje på musikvidenskab og har derfor bifag på engelsk, som også er en del af det humanistiske fakultet på Københavns Universitet. Her på mit tredje år læser jeg derfor både musik og engelsk, selvom mit hovedfag er musikvidenskab.

Hvad gjorde du for at komme ind på studiet?

På musikvidenskab skal alle til en optagelsesprøve. For at blive optaget på studiet kræver det altså at man består de forskellige discipliner til optagelsesprøven (som kort fortalt omhandler en hørelæreprøve samt disciplinerne: sang og klaver (plus primavista klaver)). Optagelsesprøven ligger både i januar og maj, så man har i hvert fald to forsøg én gang om året. Efter en bestået optagelsesprøve skal man søge ind på universitet ligesom på alle andre studier, hvor man vedlægger beviset, der fortæller at man har bestået optagelsesprøven. Det lyder omfattende, men det er det ikke :) Der kræves ikke at man har haft musik på højniveau, men man vil have flere redskaber til f.eks. at bestå optagelsesprøven.

Har du studeret på noget andet end dit nuværende studie? Hvis ja, hvad og hvorfor skiftede du så?

Nej det har jeg ikke.

Hvorfor valgte du lige præcis det du læser nu?

Musik har altid været en stor del af mit liv. Jeg har spillet et instrument siden jeg gik i første klasse og har indtil den dag i dag holdt fast, og brugt det det meste af min fritid på at spille musik. I gymnasiet havde jeg selvfølgelig musik på højniveau, hvilket jeg fandt enormt interessant. Derudover havde jeg fra starten en ide om at jeg godt kunne tænke mig at blive gymnasielærer (dog skal det siges at man kan mange andre ting, hvis man læser på musikvidenskab). Derfor faldt mit valg på musik. 


Hvad er det bedste på dit studie?

Der er mange gode ting ved at læse musik. For det første elsker jeg de fag vi har. Det er så interessant og spændende, og man lærer så meget at man dårligt kan nå at følge med. Det er fedt! Niveauet er tilpas, underviserne er meget kvalificerede og undervisningen har derfor en høj standard. Mange af de fag vi har er praktiske (klaver, sang, brugsklaver, korledelse, rotation osv.) og det synes jeg er rigtig sjovt. Dog skal det nævnes at der er flere linjer på musikvidenskab, og hvis man vælger den teoretiske har man selvfølgelig ikke de praktiske fag (jeg har dog ingen erfaring med den teoretiske linje og ved kun nogle basis ting. Størstedelen vælger den praktiske). For det andet er der et rigtig godt studiemiljø. Musik er en virkelig dejlig ting, fordi musik er en fælles interesse blandt de studerende. Det er derfor nemt at få et godt forhold til sine medstuderende og årgangene på tværs af hinanden. Musik er derudover meget personligt og dét at man skal udøve musikdiscipliner foran hinanden dagligt gør, at man lærer hinanden at kende virkelig godt. Musikvidenskab er én stor familie. Jeg taler af erfaring da jeg nu er på mit bifag på engelsk. Engelsk er også super fedt, men miljøet er noget helt andet! Jeg tror aldrig, medmindre man måske læser idræt eller andre praktiske fag, vil møde et fag, hvor det sociale er så godt. Det at man kan føle sig tryg betyder alverden, når man har en travl hverdag fyldt med lektier og eksamener. Det er det jeg elsker ved musikvidenskab.


Hvad er det dårligste ved dit studie?

Det lyder meget åndssvagt, men jeg synes ikke at der er noget, der som sådan er dårligt. Der er dog noget der er mindre godt. For eksempel kan det godt være et hårdt studie, idet der er mange fag og mange discipliner man skal være god til. F.eks. hvis man ikke er pianist (hvilket jeg bestemt ikke er), kan der være meget arbejde i enkelte af fagene. Det der også kan være svært er, at man aldrig er færdig med at øve - man kan altid øve mere. På den måde ligner det ikke andre fag, hvor man når man f.eks. har løst en række matematikøvelser er færdig. Med musik kan man altid udvikle sig og øve mere. Det er super fedt, men for nogen kan det godt være hårdt. Denne balance skal man derfor lige lære at kende, så man ikke "overøver". Noget andet, der godt kan være lidt hårdt i perioder er, at man altid skal præstere et eller andet når man er i skole. Man kan ikke sidde nede bagerst i et lokale som en flue på væggen. Til alle de praktiske fag skal man dagligt præstere alene eller i hold foran sin klasse (eller mindre hold) og underviseren. Det kan godt være hårdt i længden, men er samtidig fedt, fordi man i musikverdenen altid vil opleve et eller andet form for pres (om det er som gymnasielærer, klaverlærer, korleder - man skal altid præstere et eller andet foran nogen). Jeg synes derfor ikke at der er nogle dårlige ting ved musikvidenskab, men der er nogle ting, der godt kan være hårde, og vil kræve en tilvænning fra det man hidtil har været vandt til.

Har det levet på til dine forventninger?

Ja det har det helt klart. Når det så er sagt, må jeg indrømme at jeg forventede noget helt andet inden jeg startede. Jeg blev derfor i første omgang overrasket, men heldigvis på den gode måde. Sådan tror jeg mange oplever det. Jeg kender mange som er droppet ud af deres første studie netop på grund af det. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt at der er fokus på, at man kan snakke med studerende fra det fag, man som gymnasieelev overvejer at starte på. Jeg fik ikke lov til dette, og vidste ingenting før den dag jeg startede på musik. Men ja, musikvidenskab levede helt klart op til mine forventninger og jeg kan kun varmt anbefale studiet til andre! Det er det bedste jeg nogensinde har gjort, og jeg har på ingen måde fortrudt mit valg af studie.

Hvad forventer du, du kan bruge det til, når du er færdig?

Jeg har som nævnt tidligere altid haft en ide om, at jeg gerne vil være gymnasielærer. Så det er indtil videre planen. Dog vil jeg sige, at jeg efterhånden også godt kunne se mig selv som sang- og klaverlærer, eller som korleder. Men jeg holder nok med stor sandsynlighed fast i gymnasielærerdrømmen med musik som hovedfag og engelsk som bifag.